Af Rikke Hesselvang
Efter 5 års ventetid fra den første The Nun (2018), er der endeligt kommet en efterfølger, der selvfølgelig tager del i den eskapistiske filmserie bestående af The Conjuring-, Annabelle- og The Nun. Det er efterhånden blevet en serie, der ikke er for sarte sjæle. Filmene kan alle forbindes og trækker tråde mellem hinanden, og tilsammen skaber de et yderst nervepirrende og hårrejsende filmunivers. Men det nyeste skud på stammen er desværre et sølle forsøg af slagsen.
Søster Irene (Taissa Farmiga) bliver indkaldt til igen at sætte en stopper for den tilbagevendte rædselsvækkende nonnedæmon, Valak (Bonnie Aarons), som hærger en Kostskole i Frankrig i 1956. I smug sniger søster Debra (Storm Reid) sig med, og sammen møder de læreren Kate (Anna Popplewell), men også en gammel kending; Maurice (Jonas Bloquet), som reddede Irene i The Nun(2018). Men Valak er tilbage – stærkere end før – og hun viser sig at være noget af en opgave for det lille slæng at tilintetgøre.
Filmen gør, hvad den skal og ikke mere. Vi bliver udsat for en masse plot og handling, men intet historie what-so-ever. Den er både langsom og kedelig. De samme forudsigelige forskrækkelser opstår; Valak trækker karaktererne rundt i manegen for tiende gang, og man sidder tilbage med en følelse af irritation på baggrund af scenernes ensformighed. Filmen bruger for lang tid på absolut ingenting og kommer derfor aldrig til sagen.
Man bliver samtidig træt af lokationen. Stort set hele filmen foregår på den franske Kostskole, hvor Valak hjemsøger, og man længes efter noget nyt at se på. Det bliver for overfladisk og intetsigende. Men én ting er dog underholdende. Det bedste ved filmen er, at Michael Chaves har gemt små easter-eggs i form af bogstaver på murstenene, revner i væggene eller træplanker, der til sammen danner ordet Valak.
Der er dog ingen tvivl om, at det er en yderst uhyggelig film, som Chaves har skabt. Han har skruet et nøk op på alle de rigtige gyser-dramaturgiske elementer: den er både faretruende grum, smækfyldt af spænding og bare fem minutter inde i filmens anslag, bliver man mødt med alverdens paranoia, der absolut sætter baren for resten af filmen. Føj, for en omgang. Men det er også det eneste, som rigtig fungerer ved filmen.
Filmen indeholder også et mindre og måske overset centralt punkt, grundet dens besiddelse af et moderne og aktuelt tema: kvinder. Man kan fascinerende nok drage små paralleller til den nye og populære film Barbie (2023). The Nun II har nemlig fine øjeblikke, hvor opmærksomheden er rettet mod kvinder, deres sammenhold og styrke – ikke mindst kærligheden mellem mor og datter.
The Nun II er langt fra den bedste i filmuniverset. Måske tyder noget på, at de burde stoppe, mens legen er god? Men er det underholdende? Ja. Er det uhyggeligt? Ja. Malker de historien og universet en tand for meget? Ja. Det er en skrue uden ende.
Kommentarer